Din guide til bekæmpelse af myrer
Har du problemer med myrer indendørs eller udendørs? Myrer er små, men når de invaderer dit hjem eller din have, kan de skabe store problemer. De danner stier på jagt efter føde og kan hurtigt sprede sig, hvis de ikke håndteres korrekt. Denne guide giver dig alt, hvad du skal vide om bekæmpelse af myrer – fra identifikation af arter til indendørs og udendørs bekæmpelse samt brug af kemiske eller naturlige midler.
Hvad er de mest almindelige myrearter?
Der findes flere forskellige myrearter, som kan finde vej ind i både haver og boliger. Ved at kende forskellen mellem de forskellige arter kan du bedre forstå, hvordan de agerer, og hvilken metode der er bedst til at bekæmpe dem. I de følgende afsnit vil vi gennemgå nogle af de mest almindelige myrearter i Danmark og deres karakteristika.

Anbefalet foder og tilskudsprodukter til Senior hesten

Den sorte havemyre (Lasius niger)
Sorte havemyrer er den mest almindelige myreart i Danmark. De små, mørkebrune arbejdermyrer måler mellem tre og fem millimeter, mens hunnerne, der også har gennemsigtige vinger, kan blive op til 9 millimeter. Du finder dem overalt i landet, fra kystområder til skove, og de trives også i bymiljøer. Typisk anlægger de deres reder i jorden under sten og fliser, hvor de danner små jordvolde omkring indgangen.
På grund af deres udbredelse opfattes den sorte havemyre ofte som et skadedyr. I boliger ser man dem særligt i køkkenet, hvor de tiltrækkes af søde fødevarer. Ude i haven eller på terrassen søger de efter løs jord under fliser, ved husets sokkel eller endda under selve huset. De foretrækker også materialer, der er lette at grave i, såsom træ, der allerede er svækket af råd.
Orangemyren (Lasius brunneus)
Orangemyrens navn stammer ikke fra dens farve, men derimod fra dens karakteristiske appelsinagtige duft. Den er harmløs i naturen, hvor den normalt bygger reder i hule træer og træstubbe, men når den finder vej til vores boliger, kan den forårsage betydelig skade. Orangemyren kan skabe misfarvninger på gulve og træværk, da dens bo og gange ofte er mørke på grund af en svamp, som myrerne skaber gode betingelser for. Dette kan føre til alvorlige skader, hvis myrerne får lov til at etablere sig i strukturer af træ i hjemmet.
Faraomyren (Monomorium pharaonis)
Faraomyren er en lille, lys brun myreart med tropisk oprindelse. Denne myreart kan forårsage skader i private hjem samt i fødevareindustrien, hotel- og hospitalskøkkener. Myrerne tiltrækkes af søde sager, fedtstoffer og proteiner og kan skabe problemer ved at kontaminere fødevarer og medicinske forsyninger. Især på hospitaler kan faraomyren udgøre en betydelig smitte- og sygdomsfare, da den kan trænge ind i sterile pakninger og sprede forurening mellem forskellige rum.
Herkulesmyren (Camponotus herculeanus)
Herkulesmyren er den største myreart i Danmark og findes fortrinsvis i nåleskove i Nordjylland og på Nordsjælland. Dronningerne kan nå en længde på op til 20 millimeter, mens arbejdermyrerne måler mellem 5 og 14 millimeter. De er robust byggede og mørkebrune eller sorte i farven.
Normalt bygger herkulesmyrerne deres reder i fældede stubbe, især af rødgran. Problemet opstår, når dronningen efter parringen søger et nyt sted at grundlægge en koloni. Her kan sommerhuse i nærheden af nåleskove være særligt udsatte, eftersom herkulesmyrerne også kan etablere sig i vægge og gulve. De gnaver sig ind i træet og udhuler det gradvist fra flere sider, indtil strukturen er totalt ødelagt.

Hvad er det bedste middel mod myrer?
Det bedste middel mod myrer varierer afhængigt af, om du har problemer med myrer indendørs eller udendørs. Indendørs er det vigtigt at finde og fjerne myrernes bo, lukke alle adgangspunkter og sørge for grundig rengøring. Brug myrelokkedåser eller -spray på områder, hvor de er mest aktive.
Udendørs er naturlige metoder som at plante hvidløg under frugttræer eller tiltrække fugle og padder nyttige. Du kan også lave hjemmelavede fælder, der slår myrerne ihjel uden brug af skrappe kemikalier. Læs med nedenfor, hvor vi går yderligere i dybden med, hvordan du bekæmper myrer indendørs og udendørs.
Hvordan kan du bekæmpe myrer indendørs?
Indendørs myrebekæmpelse kan være en udfordring, men med de rette metoder kan du effektivt reducere eller eliminere myreproblemet. Her er nogle skridt, du kan følge for at bekæmpe myrer indendørs:
- Find myreboet: Start med at observere, hvor myrerne færdes, og følg deres stier for at lokalisere boet. Dette giver en idé om omfanget af problemet og gør, at du kan eliminere problemet ved kilden.
- Brug vand: Overhæld myrernes bo dagligt i to uger med enten koldt eller kogende vand. Dette vil slå deres æg og larver ihjel, hvilket tvinger myrerne til at flytte til et andet sted hen.
- Rengøring: Fjern potentielle fødekilder ved grundigt at rengøre køkkenet og andre områder, hvor mad opbevares eller indtages. Fej krummer op, tør køkkenborde af, og opbevar mad i tætsluttende beholdere.
- Luk adgangspunkter: Myrer kommer ind gennem små sprækker, huller i vægge og fundamentet. Blokér disse adgangspunkter med fugemasse, silikone eller tætningslister, så myrerne ikke længere kan trænge ind i dit hjem.
- Benyt myregift: Der findes mange bekæmpelsesmidler på markedet, der kan hjælpe dig i kampen mod myrer, herunder myrelokkedåser, myrespray og myrepudder.
- Få professionel hjælp: Hvis du stadig oplever problemer efter at have fulgt disse trin, kan du få hjælp fra en professionel skadedyrsbekæmper. De kan bruge specialiserede midler og metoder til sikkert og effektivt at løse problemet.
Ved at følge disse trin kan du opnå en vellykket myrebekæmpelse indendørs. Vær vedholdende, og kombinér eventuelt flere metoder for bedst mulige resultat.
Hvordan kan du bekæmpe myrer udendørs?
Er det i haven eller på terrassen, du har problemer med myrer? At bekæmpe myrer udendørs kan være en naturlig del af haveplejen, og der findes flere effektive metoder til at styre og reducere deres tilstedeværelse uden nødvendigvis at ty til skrappe kemikalier. Her er nogle strategier:
- Tiltræk naturlige fjender: Skab et miljø i haven, der tiltrækker fugle og padder, som begge spiser myrer. Opsæt fuglekasser, og sørg for en varieret beplantning og vandkilder som fuglebade.
- Naturlige afskrækningsmidler og fælder: Myrer elsker flormelis, men kan ikke tåle kartoffelmel. Ved at blande de to ingredienser i lige dele og strø blandingen ud i haven, kan du få myrerne til at spise sig ihjel. Du kan også lave en fælde med gær, lunkent vand og sukker. Her er princippet det samme – myrerne tiltrækkes af sukkeret, men dør af gæren.
- Hold myrer væk med dufte: Myrer bryder sig ikke om stærke dufte som kanel, eddike og lavendel. Fordel disse omkring de områder, hvor du ikke vil have myrerne, såsom køkkenhaven eller frugttræerne, for at afskrække dem.
- Manipulér myrernes placering: Hvis myrerne generelt ikke er et problem, men du vil have dem væk fra bestemte områder, kan du manipulere dem til at flytte deres bo. Placér en flise med løs jord ovenpå eller i nærheden af deres nuværende bo. Dette kan lokke dem til at etablere et nyt bo under flisen.
- Beskyt frugttræer: For at beskytte frugttræer fra myrer, bør du fokusere på at bekæmpe bladlus og skjoldlus på træerne, som er dét, der tiltrækker myrerne. Lav en hjemmelavet insektsæbe af vand, brun sæbe og husholdningssprit, og spray det på træerne på en overskyet dag. Du kan også plante hvidløg under frugttræerne, da duften holder bladlus – og dermed myrer – væk.
Mange metoder til at bekæmpe myrer indendørs kan også anvendes udendørs. Du kan for eksempel prøve det effektive tip med at hælde kogende vand over myreboet dagligt i to uger. Hvis du har større problemer med mange myrer, kan professionelle skadedyrsbekæmpere eller myregift være nødvendigt for helt at slippe af med dem.

Find effektive midler til at bekæmpe myrerne hos Danish Agro Shoppen
Hos Danish Agro Shoppen finder du et omfattende udvalg af effektive midler til myrebekæmpelse, uanset om du står med problemer indendørs eller udendørs. Vi tilbyder myrelokkedåser, der nemt placeres på myrernes ruter, og hurtigt lokker dem i fælden. Derudover har vi forskellige former for myrespray, der sprøjtes på områder, hvor myrerne er mest aktive.
Men vi stopper ikke ved myrerne. Danish Agro Shoppen tilbyder også midler til bekæmpelse af andre insekter, herunder fluer, edderkopper, skægkræ og sølvfisk. Med vores udvalg kan du finde den løsning, der passer bedst til dit problem, og genvinde kontrollen i dit hjem. Du er desuden altid velkommen til at kontakte os, hvis du har brug for råd og vejledning.
Vil du vide mere om insektbekæmpelse, kan du også læse i vores guide om insektbekæmpelse om bl.a. sølvfisk, skægkræ og væggelus.