Foder til nøjsomme heste
Hvis du har en nøjsom hest, ved du sikkert, at de har unikke ernæringsbehov, som kræver særlig opmærksomhed. Disse heste har nemlig tendens til let at tage på i vægt og har derfor brug for foder med lavt kalorieindhold og høj fiberkvalitet. Det er et stort arbejde og kræver en del viden omkring foder og generel management.
Hos Danish Agro Shoppen udforsker vi, hvordan du bedst vælger og anvender foder til den nøjsomme hest, hvilke typer foder der er mest velegnede, og hvordan du kan forebygge overvægt. Vi giver dig også praktiske tips og råd, så du kan sikre, at din hest får den optimale kost til et langt og sundt liv.
Hvad er en nøjsom hest?
En nøjsom hest refererer til en hestetype, der effektivt kan omdanne en begrænset mængde foder til den nødvendige energi for at opretholde sundhed og præstation. Disse heste stammer ofte fra geografiske områder, hvor foderressourcerne har været knappe, og de har derfor udviklet en evne til at klare sig med mindre og mindre næringsrigt foder.
Typisk for disse racer er, at de har en naturlig tendens til at opbevare energi som fedt, hvilket gør dem særligt tilbøjelige til at blive overvægtige – især i miljøer med rigelige foderressourcer. De nøjsomme racer tæller blandt andet:
- Islandske heste
- Shetlandsponyer
- Fjordheste
- Haflingere
- Tinker

Udvalgte produkter til den nøjsomme hest

Hvad skal du generelt være opmærksom på ved din nøjsomme hest?
- Vælg et koncentreret kraftfoder uden for store mængder stivelse og sukker
- Understøt og vedligehold vægttab ved hjælp af et passende tilskud
- Vælg et grovfoder med analyse uden for meget energi og sukker
- Pas på med ad libitum
- Gå aldrig på kompromis med kvaliteten
- Begræns hestens indtag af græs
- Anvend stribeafgræsning eller mundkurv
- Vælg græsblandinger med høj struktur og lav sukker
- Motioner din hest dagligt
Nøjsomme hestes optagelse og fordøjelse
Nøjsomme heste er særligt tilpasset til at overleve i hårde klimaer, hvor foderet ofte er knapt og næringsfattigt. En bemærkelsesværdig egenskab ved nøjsomme heste er deres evne til at tygge grovfoder grundigt, hvilket øger fordøjelseseffektiviteten og optagelsen af næringsstoffer. Denne hestetype har generelt en lavere insulinsensitivitet og en langsommere stabilisering af blodsukkeret sammenlignet med andre racer.
Disse karakteristika betyder, at nøjsomme heste er mere tilbøjelige til at udvikle helbredsproblemer som overvægt og forfangenhed, når de fodres med græs eller foder med meget sukker og stivelse. Det er derfor afgørende for ejere af sådanne heste at monitorere og justere deres foderindtag nøje – særligt i perioder hvor de græsser.
Hvilke typer foder egner sig godt til nøjsomme heste?
Til nøjsomme heste anbefales det at vælge foder, der er lavt på kalorier og rigt på fibre for at efterligne deres naturlige diæt. En nøje sammensat foderplan er afgørende for at forhindre overvægt og de sundhedsproblemer, der kan følge med. Det er desuden vigtigt at bemærke, at selvom hesten er overvægtig eller har tendens til det, skal dens behov for næringsstoffer stadig opfyldes, da det er med til at sikre et sundt stofskifte.
Vælg et koncentreret foder med en lille daglig tildeling og gerne med så få foderenheder som muligt. Foder, der indeholder store mængder korn/majs og dermed har et højt stivelsesindhold, bør du undgå – find et foder, der er lavt på stivelse, og som indeholder flere fibre og mere struktur. Herunder kan du læse mere om anbefalet foder:
- Grovfoder: Grovfoder som Timothy-hø eller andet græs med lavt sukkerindhold er ideelt. Denne type foder fremmer en langsom fordøjelse og giver en god mæthedsfølelse uden at tilføre for mange kalorier.
- Pelleteret foder: Pellets specielt formuleret til nøjsomme heste, som har lavere energiindhold og højere fiberindhold, kan supplere grovfoderet og sikre, at hesten får alle nødvendige næringsstoffer.
- Fedtfattige og sukkerfri tilskud: Tilskud, der støtter sund hud, pels og hovvækst, kan være gavnlige, hvis de er designet uden tilsat sukker eller stivelse.
Foderet til nøjsomme heste bør tilpasses individuelt, så det er baseret på hestens vægt, aktivitetsniveau og generelle sundhedstilstand for at sikre optimal velvære og forebygge ernæringsrelaterede sygdomme.


Godt grovfoder – hvad er det?
Godt grovfoder er et vidt begreb – det kommer helt an på hesten, og hvad den anvendes til. En trivelig og overvægtig hest bør ikke fodres med det samme grovfoder som en præstationshest, der har svært ved at holde huld. Men heste, der er nøjsomme eller overvægtige, har selvfølgelig behov for fibre på lige fod med alle andre heste. Det er dog ikke uvæsentlig, hvilken type grovfoder disse heste tilbydes.
Da hestens grovfoderration oftest er primær kilde til fibre, er det altid en god idé at vælge grovfoder med analyse. Det kan være rigtig svært at gennemskue et grovfoders næringsværdier med det blotte øje, da mange faktorer spiller ind, herunder indholdet af græsarter, plantens vækststadie ved skårlægning og skårlægningstidspunktet.
Til den nøjsomme hest bør man vælge et grovfoder, der er lav på energi og sukker samt lav-moderat på protein. Den daglige tildeling bør som minimum være 1 % af hestens kropsvægt, og der kan suppleres med halm eller frøgræshalm i mindre mængder.
Et studie har desuden vist, at voksne heste, der fodres på gulvet, indtager 1,5 kilo grovfoder i timen, mens heste tildelt grovfoder i slowfeedernet (2,54 centimeter masker) indtager 0,86 kilo grovfoder i timen.
Tilskud til nøjsomme heste
For at understøtte og vedligeholde vægttab hos heste og for at hjælpe med at stabilisere blodsukkernivauet kan det være gavnligt med et dagligt tilskud beregnet hertil. Generelt har fibre en blodsukkerstabiliserende effekt, men mange urter og frø har også vist sig at have en effektiv og gavnlig effekt på blodsukkerniveauet.
Resultater fra et studie udført af forskere på Montana State University på 16 heste viste, at insulinkoncentrationen var lavere hos heste, der over en periode på 60 dage blev tildelt mellem 90 og 270 gram Psyllium Husk per dag, end hos hestene i kontrolgruppen, der ikke blev tildelt Psyllium Husk.
Tips til fodring af nøjsomme heste
Fodring af nøjsomme heste kræver som bekendt særlig opmærksomhed for at undgå overvægt og andre helbredsproblemer. Her er nogle praktiske tips til at optimere foderplanen for disse hestetyper:
- Mål foderindtaget: Start med nøjagtigt at måle mængden af grovfoder og kraftfoder, din hest forbruger. Det er afgørende at holde sig inden for de anbefalede ernæringsmæssige retningslinjer for at undgå overfodring.
- Prioritér grovfoder: Sørg for, at grovfoder som hø udgør størstedelen af kosten. Vælg en lavenergivariant for at fremme mæthedsfølelsen uden overflødige kalorier.
- Vær forsigtig med græsning: Nøjsomme heste kan hurtigt tage på i vægt – især hvis de indtager for meget græs i græssets vækstsæson. Overvej derfor at begrænse tiden på græsset, når græsset er rigt på sukker i foråret og tidligt på sommeren.
- Regelmæssig motion: Sørg for, at din hest får tilstrækkelig motion for at hjælpe med vægtkontrol og generel sundhed.
- Overvåg vægt og helbred: Hold øje med din hests vægt og generelle sundhedstilstand for at kunne justere foderplanen hurtigt, hvis der opstår problemer.
Ved at følge disse retningslinjer kan du hjælpe din nøjsomme hest med at opretholde en sund vægt og god trivsel.


Græs – den store synder for mange udfordringer
Heste, der græsser uden nogen form for restriktioner, indtager oftest meget mere energi, end de har behov for. Græs producerer og oplagrer sukker, som bruges til vækst. Når græsset ikke vækster, oplagres fruktan i planten som energireserve.
Fruktan er en sukkerart, som består af komplekse molekyler, der ikke kan fordøjes enzymatisk i hestens tyndtarm, hvorfor de fordøjes mikrobielt i hestens stortarm. Dette medfører en øget produktion af flygtige fedtsyrer og mælkesyre, der skaber ubalance i det mikrobielle miljø. Store mængder indtagelse af fruktan kan hos nogle heste resulterer i en lang række fordøjelsesudfordringer.
Den nøjsomme hest bør aldrig have adgang til græs ad libitum. I stedet kan det overvejes at stribeafgræsse eller begrænse adgangen til græs til én til to timer per dag. Alternativt kan der anvendes en mundkurv.
Ligesom med grovfoder er det ikke ubetydeligt, hvilke græsarter man vælger til marker, hvor nøjsomme heste skal græsse. Vælg græsarter med høj struktur og lav sukker – for eksempel HorseMax Fiber, HorseMax Low eller HorseMax Solfaxi. Se udvalg af græsfrø her.
Køb det rette foder til nøjsomme heste hos Danish Agro Shoppen
Hos Danish Agro Shoppen finder du et omhyggeligt udvalg af hestefoder specielt designet til nøjsomme heste. Vores sortiment inkluderer produkter med lavt kalorieindhold og højt indhold af fordøjelige fibre, der sikrer, at din hest forbliver sund og energisk, uden at gå på kompromis med næringskvaliteten.
Har du brug for hjælp til at vælge hestefoder eller tilskudsprodukter? Vores erfarne medarbejdere står klar til at vejlede dig, så du kan finde de bedste løsninger til netop din hests behov. Besøg os i vores butikker, eller kontakt os her, og lad os hjælpe dig med at sikre, at din hest får en optimal kostplan, der indeholder vigtige vitaminer og mineraler, og som fremmer sundhed og velvære.
Hvis du vil vide mere om valg af det rigtige foder til din hest, kan du læse vores guide om fodring af heste.


Kilder
- Fruktaner ved afgræsning fruktaner.pdf (landbrugsinfo.dk)
- Psyllium Lowers Blood Glucose and Insulin Concentrations in Horses Journal of Equine Veterinary Science.
- Overweight horses: How much hay is too little? Overweight Horses: How Much Hay Is Too Little? - Kentucky Equine Research (ker.com)
- Martinson, K., E. Glunk, and W. Weber. The effect of hay net design on rate and amount of forage consumed by adult horses. University of Minnesota Extension.
- Feeding Air Ferns: Real-World Nutrition Advise for Overweight Horses Feeding Air Ferns: Real-World Nutrition Advice for Overweight Horses - Kentucky Equine Research (ker.com)
- DLF Produktblade til hestegræsblandinger (dlf.dk)
- Randi Lintrup. Den store forfangenhedsguide. Udgivet i samarbejde med Magasinet Hest